Trolde i biografen
Varmer op til Hobitten-premiere
Trolde, orker og alfer kan godt gå i biografen. Sikkert er det i hvert fald, at en række underlige væsener i morgen blander sig med de almindelige biografgæster, når Bio Silkeborg har premiere på den længe ventede Hobitten-film.
For at skabe den helt rigtige stemning møder en række lokale rollespillere fra Silkeborg Liverollespilsforening op i biografen, inden fortællingen om den lille skæggede hobit bliver vist på det store lærred.
- Vi vil lave ballade og skræmme nogle gæster, siger en af rollespillerne, Maja Albrekt, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Opfører sig vildt og underligt
De silkeborgensiske rollespillere huserer en gang om måneden i Nordskoven ved Silkeborg. De opfører sig vildt og underligt, og det går voldsomt for sig, når de kæmper med sværd. Alligevel er det ganske harmløst, forsikrer de.
- Vi har ikke haft en eneste alvorlig skade i de seks år, vi har eksisteret, kun hudafskrabninger og blå mærker, siger Maja Albrekt, der var klædt ud som et træ, da hun tirsdag besøgte Go' Aften Østjylland.
Se hele interviewet med Maja Albrekt i Go' Aften Østjylland tirsdag aften kl. 18.15 og 20.30 eller i videoen øverst på denne side.