Trøjborg vil gerne være KL-formand

Horsens-borgmester Jan Trøjborg kalder posten som formand for Kommunernes Landsforening for 'interessant'.

Et tilbud om at blive formand for Kommunernes Landsforening (KL) vil være interessant, siger den socialdemokratiske Horsens-borgmester, Jan Trøjborg.

- Hvis der er et ønske om det fra mine kolleger, så vil jeg være parat til at påtage mig det job, siger Jan Trøjborg til DR's P4 Østjylland.

Siden det blev klart, at Socialdemokraterne står til at vinde flest borgmesterposter, har Jan Trøjborg været på tale som afløser for den hidtidige KL-formand og Venstre-borgmester i Rudersdal, Erik Fabrin.

Før Erik Fabrin var Jan Trøjborgs partifælle og nyvalgt borgmester i Odense, Anker Boye, KL-formand. Socialdemokraterne har tidligere haft indbyrdes slagsmål om, hvem der skal være formand for kommunerne.

I Horsens fik Jan Trøjborg næsten halveret sit personlige stemmetal fra sidst på 14.000 stemmer. En personlig tilbagegang, som han forklarer med, at valgdeltagelsen i Horsens denne gang var usædvanlig lav, og at SF fik fremgang.