Trofaste SIF-sponsorer
Støtter klubben trods nedrykning
Den lokale opbakning til fodboldklubben Silkeborg IF er fortsat stor, selv om østjyderne tidligere på måneden spillede sig ned i 1. division.
Trods nedrykningen er langt de fleste sponsorer stadig villige til at skæppe i klubbens kasse.
- Der er altid en enkelt eller to, der smutter. Men jeg har haft den store fornøjelse i de seneste par uger at lave flere aftaler, der løber to år frem - og til større sponsorbeløb end det, der var hidtil, siger direktør i Silkeborg IF Kent Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bakker 100 pct. op om klubben
Silkeborg Slagteren er en af de sponsorer, der fortsætter sin støtte til byens fodboldflagskib.
Ifølge direktør Ken Pedersen vil Silkeborg Slagteren endda støtte klubben, selv om det ikke lykkes at sikre sig oprykning til Superligaen til næste sommer.
- Vi fortsætter uændret, og vi vil fortsætte med at bakke op om klubben 100 procent, fastslår han.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.