Troen lever i Randers FC
Hjemmesejr over AC Horsens styrker selvtilliden i Randers FC
Troen på overlevelse er stærk i Randers-lejren, men det kunne have været anderledes, hvis ikke en scoring i 90. minut havde skaffet en 1-0-sejr og tre point mod Horsens.
- Havde vi tabt, så ville det have bragt os i en lorte-situation. Det er så tæt i bunden, at det ikke rykker ved stillingen, hvis man kun får et enkelt point. Derfor er det vigtigt, at vi slår vores tætte konkurrenter, siger Randers-angriber Lasse Rise.
Læs: Randers reddet af sen scoring
- Hvis den var endt uafgjort, havde vi alle været triste på grund af vores præstation, fortsætter han.
Randers havde generelt spilovertaget gennem hele kampen, og ifølge Lasse Rise skyldtes det, at holdet formåede at holde fast i bolden og komme til mange indlæg. At en god indsats tidligere alligevel har kostet mål og givet nederlag, tænkte han ikke på i kampen.
Lorentzen: Fortjent sejr
Randers' midtbanespiller Kasper Lorentzen anser sejren over Horsens som fortjent.
- Den gør en del, for vi havde fået endnu et hak i selvtilliden, hvis vi havde tabt, siger han.
Sidste sæson var Kasper Lorentzen også en del af nedrykningsdramaet i Randers, men alligevel mener han, at situationen i år er anderledes.
- Dengang kom vi snigende bagfra og havde ikke noget at tabe. Vi kunne kun overraske. I år har det til gengæld været andre hold, der er kommet bagfra og har halet ind på os, og det er mentalt hårdere, for nu har vi en masse at tabe, siger Kasper Lorentzen.