Troels Bech bliver i SIF

Cheftræneren forlænger sin kontrakt med Silkeborg IF frem til 2014

Cheftræneren fortsætter med at træne spillerne i Silkeborg IF frem til sommeren 2014.

Troels Bech har ellers været inde i billedet som afløser for landstræner Morten Olsen, men både han og SIF træneren har nu begge forlænget deres træner-kontrakter.

Troels Bech glæder sig over at skulle fortsætte i den midtjyske superligaklub:

- Jeg har været fantastisk glad for mine første tre år i
Silkeborg, hvor jeg har oplevet et stærkt samarbejde med både
spillere, trænerkolleger og ledelse. Det har jeg dog prøvet før, men her i Silkeborg har det måske været lige den tak bedre, siger Troels Bech til Ritzau og tilføjer:

- Den gode helhedsfølelse er afgørende, og med forlængelsen af samarbejdet får jeg nu mulighed for at følge og præge den
igangværende proces yderligere - og ikke mindst forny min egen fornyelse, siger han.

Troels Bech har tidligere været træner for OB, FC Midtjylland og Esbjerg. Han tiltrådte trænerjobbet i Silkeborg IF i 2009.