- Troede vi var registreret
Skandale-firma har rykket Fødevarestyrelsen i mange år
Direktøren hos fødevarevirksomheden Nordic Ingredients ved Randers, Kurt Frederiksen, gik ud fra, at hans virksomhed var lovligt registreret hos Fødevarestyrelsen i de 10 år, virksomheden har eksisteret.
Det fortæller han fredag til Ritzau.
Nordic Ingredients blev onsdag lukket af Fødevarestyrelsens rejsehold, da virksomheden ikke havde overholdt hygiejnereglerne og brugt en betonblander til at fremstille rugbrødsgelé, der blandt andet er blevet solgt til hospitaler.
Se: Beskidte og uhumske forhold
I samme omgang har det vist sig, at Nordic Ingredients ikke har været registreret hos Fødevarestyrelsen. Men det kommer bag på Kurt Frederiksen.
- Jeg har både CVR-nummer og det såkaldte P-nummer, og jeg har drevet virksomheden i over 10 år. Så jeg har arbejdet med åbne kort, men jeg har dog ikke tjekket, om jeg var registreret hos Fødevarestyrelsen.
- Jeg har søgt, og jeg har rykket Fødevarestyrelsen fire gange uden at få svar. Jeg har da undret mig op til flere gange, hvorfor jeg ikke har hørt noget, men det skal ikke være en undskyldning. Ansvaret er mit, siger Kurt Frederiksen.