Troede mænd i kano var i fare: Gik fejl af hinandens signaler
Midtjysk Brand og Redning fik torsdag eftermiddag melding om en mulig drukneulykke i Tange Sø ved Ans
Hele beredskabet blev sat i værk torsdag lidt over kl. 14, da en mand havde anmeldt to roere, som han mente var i fare. De befandt sig i en kano på Tange Sø nær Ans nord for Silkeborg.
- Han ser dem og frygter, at de er på vej ind i noget is. Derfor råber han til dem, at de skal strække armene i vejret, hvis de er i nød, fortæller indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning, Per Jensen, til tv2oj.dk.
Det gør de to mænd på vandet, og derfor bliver redningsaktionen sat i gang.
- Det viser sig dog, at mændene ikke hører råbene fra fastlandet. De har kun armene i vejret for at lave sejlertegnet om, at de er okay. Men det ved anmelderen ikke, så han ringer 112, forklarer Per Jensen.
Redningsaktion: Svane sad fast i isen og måtte hjælpes fri
Ikke i fare
Da han og mandskabet sammen med ambulancer når frem til stedet, er roerne kommet i landet på modsatte side af anmelder, som nu også kan fortælle, at de ser ud til at være i god behold.
- De var på intet tidspunkt i fare, og var kun gået i land for lige at strække benene, inden de skulle ro videre mod Silkeborg, siger indsatslederen.
Dermed var det altså en kommunikationsbrist, og heldigvis ikke en mulig drukneulykke, der sendte beredskabet mod Tange Sø torsdag.