Trodser stormen med lysfest
Vil have lys i Mørke på trods af Egon
I dag skød Mørke Distriktsråd en tre-årig områdefornyelse i gang under navnet "Lys i Mørke".
- Vi sætter fokus på det positive i Mørke-fortællingen, som er den helt nye fortælling, som vi skal skabe herfra, siger Jakob Baungaard, der er medlem af Mørke Distriktsråd, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ved at markere, at der er lys i Mørke, er planen er sætte fokus på de positive aspekter ved landsbyen. Lysfesten er den første af flere arrangementer:
- Mørke er en landsby, der ligesom mange andre landsbyer lider lidt, og det Mørke trænger til, det er at få en stærk selvbevidsthed, forklarer Jakob Baungaard.
SF-politikeren Kirstine Bille stod for den officielle åbning og tændte noget af et lys - nemlig en fire meter høj flamme:
- Det er et projekt, som både skaber sammenhold i Mørke, og det generer nogle kroner, som vi rent faktisk kan bruge til at skabe nogle synlige resultater, så det er et på alle måder godt projekt, siger hun.
Og selvom stormen Egon gav arrangementet kamp til stregen, så var der stor opbakning fra de lokale, der medbragte alle tænkelige lyskilder:
- I dag viser vi, at vi står sammen som by og formår at sætte lys i Mørke, på trods af at orkanen Egon er efter os, siger Jakob Baungaard.
Se mere fra lysfesten i Mørke i videoen øverst på siden, hvor du også kan høre Jakob Baungaard fortælle mere om lysfesten.