Triumf på Fyn
Team Fakta-ryttere kørte fra alt og alle under Fyn Rundt.
10. aug 2003, kl. 18:22
Mere end 30 dage gammel
Samtlige seks ryttere placeret blandt de ti første og fire ryttere på de fire første pladser.
Dominansen var total, da det professionelle cykelhold Team Fakta fra Hammel kørte i mål efter det 210 kilometer lange landevejsløb Fyn Rundt i dag.
Øverst på sejrsskamlen stod Jacob Moe, med holdkammeraterne Lars Bak, Michael Skelde og Allan Johansen på de næste pladser. Godt fulgt op af Michael Reihs på syvendepladsen og Allan Bo Andresen på 10. pladsen.
- Jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at alle ryttere fra ét hold kører ind blandt de ti første i et cykelløb. Men alle mand kørte simpelthen strålende i dag, siger assisterende sportsdirektør hos Team Fakta, Peter Meinert.