Tricktyveri ved supermarked
68-årig narret med landkort
En 68-årig kvinde blev tirsdag udsat for et tricktyveri på en parkeringsplads ved et Netto-supermarked på Viborgvej i Randers.
Kvinden blev narret til at hjælpe en fremmed kvinde med at vise vej på et kort og blev imens frastjålet sin taske med pung, dankort og kalender, oplyser Østjyllands Politi.
Det 68-årige offer for tricktyveriet havde netop stillet sin taske ind på forsædet af sin bil, da en udenlansk kvinde henvendte sig til hende på gebrokkent engelsk og spurgte om vej. Den fremmede bad også om at få vist vejen på et medbragt kort.
Da den udenlanske kvinde var gået, opdagede den 68-årige kvinde, at hendes taske var væk. Politiet vurderer, at gerningskvinden sandsynligvis havde en hjælper.
Østjyllands Politi har udsendt følgende signalement:
Kvinde af udenlandsk oprindelse, ca. 30-35 år, mørkt halvlangt hår, velsoigneret, talte gebrokkent engelsk. Kørte væk i en mellemblå Opel.