Tricktyve på spil i smykkebutik
Forvirrede ekspedienten og stjal guldring
Det lykkedes i aftes for en mand og en kvinde at forvirre en aarhusiansk ekspedient så meget, at de kunne slippe af sted med at stjæle en guldring.
Ifølge Østjyllands Politi opsøgte manden og kvinden ved 18-tiden en forretning i Graven i Latinerkvarteret.
Manden bad om et tilbud på reparation af en halskæde. Mens ekspedienten talte med ham, lykkedes det kvinden at stjæle en guldring fra udstillingsbordet.
- Inden parret forlod butikken, bad ekspedienten om at få lov til at kigge i kvindens taske. Hun fandt dog ikke ringen, siger vagtchef Carsten B. Dahl fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Manden og kvinden talte engelsk til ekspedienten. Indbyrdes talte de et sprog, som ekspedienten ikke kunne identificere.
Manden er mellem 30 og 35 år, mens kvinden er mellem 40 og 45 år gammel.