Tricktyve på spil i Hørning
En ældre kvinde blev i aftes udsat for tricktyve. Hun åbnede døren for to fremmede kvinder, og det skulle hun ikke have gjort.
- Det her er ganske enkelt et bevis på, at man ikke skal lukke folk ind, hvis ikke man kender dem. Det fortæller Max Burhøj, som er vicepolitikommissær ved politiet i Skanderborg.
Tricktyveriet skete ved 20-tiden onsdag aften i en lejlighed på Parketten i Hørning. Her fik en 89-årig kvinde frastjålet sin pung.
- Hun åbnede døren for to sigøjner-kvinder omkring 40-50 år, fortæller Max Burhøj.
Kvinderne var kraftige, mørke i huden og klædt i tøj efter modellen lag-på-lag.
De to kvinder stod med en vandflaske, og på gebrokkent dansk bad de om lov til at fylde flasken med vand. Mens den ene kvinde stod i køkkenet, så den anden kvinde sit snit til at stjæle en pung fra en taske.
Den 89-årige beboer mistede 100 kroner og et sygesikringskort.