Tricktyv stjal kontanter og smykker fra 83-årig kvinde

Kontanter og smykker blev udbyttet for tricktyv i Øster Tørslev

Ældre og svage borgere er ofte foretrukne ofre for udspekulerede tricktyve, og det var også en 83-årig kvinde fra Øster Tørslev, der var offeret lørdag klokken 18.00.

Hun var hjemme i sit hus på Borups Vænge, da en kvinde kontaktede hende og gav sig ud for at være fra kommunen. Hun påstod, at hun skulle se på vandrørene og blev lukket indenfor.

Da kvinden var gået igen, opdagede det 83-årige offer, at der var blevet stjålet et kontantbeløb og smykker.

Tricktyve stjal betalingskort fra 76-årig

- Hvis nogen på Borups Vænge har set denne kvinde komme i bil, blive sat af en bil, komme med bussen eller stå ved købmanden, så hører vi gerne fra dem på 114, fortæller vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.

Han opfordrer til generel forsigtighed hos ældre medborgere, og hvis man ikke kender repræsentanter fra for eksempel kommunen, så skal man bede om at se ID-kort.

Tricktyven er en 30-35 årig kvinde af østeuropæisk udseende og 160-165 centimeter høj. Hun er spinkel af bygning, sorthåret, lys i huden og talte dansk med accent. Hun havde en grå strikhue og en sort jakke med pelskrave på.