Tricktyv slår til flere steder
Han udgiver sig for at være vinduespudser hos ældre
En ukendt tricktyv har flere steder i Østjylland opsøgt ældre og klædt sig ud som vinduespudser.
Senest slog han til fredag ved middagstid hos en 89-årig kvinde på Jens Baggesens Vej i Aarhus Nord. Han insisterede på at pudse den ældre dames vinduer, og på et tidspunkt bedte han om at låne toilettet.
Damen opholdt sig i stuen imens, men da manden var gået igen, opdagede kvinden pludselig sin pung i stuen uden penge i.
Samme dag har Østjyllands Politi registreret yderligere fire forsøg på tricktyveri hos ældre mennesker på Jens Baggesens Vej og Finsensgade, hvor samme ukendte mand udgav sig for at være vinduespudser. De andre steder, er han dog ikke nået kommet af sted med nogle værdier.
Østjyllands Politi opfordrer ældre mennesker til at være opmærksomme, og til ikke at lukke fremmede ind i hjemmet.
- De er jo professionelle, så de er gode til at aflede opmærksomheden og de er også hurtige, siger Bo Christensen, der er vagtchef.
- Hvis de bliver mistænksomme, skal de ringe til politiet, så vi har en chance for at få fat i ham. De må også meget gerne se efter hvilken bil han kører i eller andre ting, fortæller vagtchef Bo Christensen.
For nogle uger siden slog en tricktyv med præcis samme fremgangsmåde også til hos ældre mennesker i Grenaa og i Rønde.
- Det er formentlig samme mand, vi har med at gøre, siger Bo Christensen.
Gerningsmanden beskrives som sydlandsk af udseende med kort og mørkt, gråsprængt hår.
Han er 45-50 år og taler dansk.
Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på 114.