Trespringer skuffede ved EM

Den århusianske trespringer Anders Møller kan rejse hjem fra EM i atletik efter en dårlig kvalifikationsrunde.

Trespringeren Anders Møller var første dansker i aktion, da indendørs EM i atletik fredag blev skudt i gang i engelske Birmingham.

Det blev dog til en kort fornøjelse for den 29-årige dansker, der aldrig fik timet sit tilløb og efter tre spring i kvalifikationsrunden kan rejse hjem fra England.

Anders Møller lagde ud med at overtræde sit første forsøg, mens han i sit andet spring, som blev målt til 16,04 meter, var synlig irriteret over, at hans startnummer ikke var clipset ordentlig fast til trøjen.

Sidste forsøg endte ligeså skuffende, da han blot kom 15,47 meter ud i sandkassen. Det rakte til en 15.-plads, mens der blot var otte pladser i lørdagens finale.

EM i Birmingham var sammen med sommerens VM i japanske Osaka sæsonens højdepunkter for Anders Møller, der i januar var i Sydafrika for at grundlægge formen med blandt andre verdens bedste trespringer i verden, svenske Christian Olsson.

Inden for de sidste 14 dage har han dog været plaget af influenza, og så sent som i sidste weekend havde han feber under de svenske mesterskaber. /ritzau/