Tredje gang faldt hammeren: Kvinde fik sin bil beslaglagt

26-årig kvinde fik beslaglagt sin bil, efter for tredje gang blev taget i at køre i den, selvom hun ikke har et kørekort

Det var et sted her på Storegade i Grenaa, at den 26-årige kvinde blev stoppet af politiet, blev anholdt og fik beslaglagt sin bil. Foto: Google Street View

En 26-årige kvinde fik tirsdag beslaglagt sin bil, efter hun for tredje gang blev snuppet i at køre i den uden at have et kørekort.

Tirsdag først på dagen blev kvinden stoppet i sin bil på Storegade i Grenaa. Her kunne betjentene konstatere, at kvinden i forvejen havde mistet sit kørekort, og at det var tredje gang, hun blev stoppet af politiet uden at have kørekort.

Læs også Sexdukkebordel åbner i Aarhus: 'Stedet hvor pigerne ikke siger nej'

Derfor faldt hammeren, og bilen blev beslaglagt med henblik på at få den konfiskeret.

- Man kan som borger klage over det, og det har kvinden gjort i det her tilfælde, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.

Læs også Webdok: Dengang Jytte forsvandt

Den 26-årige kvinde var selv bevidst om, at hun var havnet i et problem, da hun blev kaldt ind til siden af betjentene. I hvert fald skyndte hun sig ifølge politiet ud ad bilen, mens hendes veninde rykkede fra passagersædet og over på førersædet. 

Men den gik ikke. 

Betjentene så manøvren, og den 26-årige kvinde har nu mistet sin bil, ligesom hun også blev sigtet for ikke at have en lovpligtig forsikring til den. Her stoppede det dog ikke for kvinden. Betjentene fik nemlig en fornemmelse af, at kvinden var påvirket af narko, og derfor blev hun også anholdt og sigtet for narkokørsel.