Tre teenagere indlagt efter at have taget ukendt narko

Tre unge er blevet syge efter indtagelse af ukendt narkotika

Østjyllands Politi har modtaget tre anmeldelser om unge i alderen 17-18 år, der er blevet syge efter indtagelse af ukendt narkotika. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Tre unge fra Odder er blevet bragt til skadestuen, efter at de har indtaget ukendt narkotika. De tre personer er i alderen 17-18 år.

Politiet modtog anmeldelser natten til fredag klokken 01.30 og 02.17 og er nu i gang med at undersøge omstændighederne omkring episoderne.

Læs også Nina opdagede egen ADHD efter søn fik diagnose: - Genkendte nogle ting

- Vi er i gang med at finde ud af, om de har kendskab til hinanden, og om de har fået stoffet fra samme sted. Vi har været i gang med at samle trådene hertil formiddag, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Bo Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Blev kørt på skadestuen

De tre personer blev bragt til skadestuen, efter de havde haft en reaktion på indtagelsen af det ukendte narkotika. Østjyllands Politi fortæller, at de blandt andet havde haft kramper.

Vi er i gang med at finde ud af, om de har kendskab til hinanden, og om de har fået stoffet fra samme sted.

Bo Christensen, vagtchef, Østjyllands Politi

En er blevet udskrevet, mens Østjyllands Politi forventer, at de to andre bliver udskrevet fra sygehuset i løbet af fredagen. 

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at de anbefaler forældre tager kontakt til deres børn og sikrer sig, at de har det godt, hvis de har været ude i Odder i nat.

Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.