Tre unge mænd anholdt for at udeblive fra session
Østjyllands Politi måtte i dag skride til anholdelse, for at få tre mænd til Forsvarets Dag
Værnepligten i Danmark betyder, at unge løbende bliver kaldt ind for at få undersøgt, om de er i en fysisk og psykisk forfatning til at gøre tjeneste i landets militær.
I Danmark hed den indkaldelse engang session, men den har siden skiftet navn til Forsvarets Dag.
Læs også
Til gengæld har det ikke ændret sig, at det er lovpligtigt at møde op. Og derfor var Østjyllands Politi i dag rundt ved tre adresser i Randers, Langå og Hadsten, hvor de anholdt tre mænd og fik dem sendt til Forsvarets Dag i Aalborg.
- Vi har kørt en aktion nu her for at lægge tryk på, så folk selv finder ud af, at det er alvorligt, siger fungerende politikommissær Lau Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
De tre 18-årige mænd var udeblevet hele tre gange. Første gang giver 1.000 kroner i bøde, anden gang giver 2.000 kroner i bøde – og tredje gang kommer politiet og anholder én og fragter en til Forsvarets Dag.
- Det kan slet ikke betale sig at blive væk fra session. Det er for det første dyrt at overse sin indkaldelse. Det kan hurtigt løbe op i bøder på flere tusinde kroner. Og for det andet kommer vi alligevel i sidste ende og følger dig på vej. Så sørg for at få tjekket din e-boks og mød op, når du skal. Så slipper du for en træls morgenvækning af politiet, hvor vi vælger tidspunktet for din session, siger Lau Kristensen.
Læs også
Det er kun lidt over en måned siden, at Østjyllands Politi lavede en lignende aktion, der sendte fire unge mænd til Forsvarets Dag.