Tre unge drenge anholdt for røveri og tyveri på åben gade

Tre drenge er anholdt og sigtet for flere forhold i Randers – politiet efterforsker stadig sagen

Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Østjyllands Politi har anholdt tre unge drenge, to på 16 år og en på 15 år, efter tyverier og røverier på åben gade i Randers.

Det er endnu ikke helt klarlagt, hvad de unge bliver sigtet for, da politiet stadig efterforsker sagen. 

Læs også Rikke gav Carsten den sidste smøg: Så må regler være regler

- Vi har nogle efterforskere, der forsøger at finde hoved og hale i, hvad det er for nogle forhold, der skal sigtes for. Pt kigger vi på fire forhold, og så må vi se, om der kommer mere til. Noget af det er tyveri, mens noget af det måske er røveri – og nogle af forholdene, måske alle, er begået i dag, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er endnu ikke foretaget en vurdering af, om drengene skal fremstilles i grundlovsforhør, men de er stadig anholdt og befinder sig hos politiet. 

Læs også Fuld mand væltede rundt i bussen: Endte med et lag tæsk

- De skal afhøres under tilstedeværelse af sociale myndigheder og forældre, og det tager tid rent logistisk. Samtidig skal vi finde ud af, præcis hvad der er op og ned i sagen, siger vagtchefen.

Politiet blev først kontaktet lidt efter klokken 12, og så gik der ikke meget mere end en halv time, før drengene var anholdt.