Tre skure stod i flammer i Lisbjerg
Østjyllands Brandvæsen rykkede ud og slukkede branden natten til tirsdag
Ilden var så kraftig, at man kunne se flammerne fra Randersvej, da der natten til tirsdag udbrød brand i tre byggepladsskure på Elmehøjen i Lisberg.
Østjyllands Brandvæsen blev alarmeret klokken 03.21 og satte kurs mod området, hvor nye huse er ved at skyde op.
- I forbindelse med byggeriet står der fire byggepladsskure i bunden og tre ovenpå dem, og der var ret kraftig brand i de tre øverste. Vi har gået derude i tre timer, og de er kraftigt varme- og brandskadet - helt raseret indvendigt, fortæller Johnny Damgaard, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen til tv2oj.dk.
Han vurderer, at der formentlig er tale om en kortslutning i et af skurene, og der gik lidt tid, inden brandfolkene kunne få adgang.
- De står i første sals højde, og de var låst af med ståldøre, så vi brugte lidt tid på at brække dem op med værktøj, vi normalt bruger til frigørelse ved færdselsuheld, fortæller Johnny Damgaard.
De fire nederste skure skete der ikke noget med, og det skyldes ganske enkelt, at ilden i første omgang ryger opad og derefter til siden.
- Vi siger jo, at ilden brænder opad på sekunder, til siden på minutter og nedad på timer, så det tager lidt tid, og derfor er der ikke sket noget med de fire nederste, lyder det fra Johnny Damgaard.