Tre røverier på tre måneder
Butik udsat for flere væbnede røverier
Hele tre gange de seneste tre måneder har Dagli' Brugsen i Tilst været udsat for røveri.
Senest i aftes omkring klokken 18, hvor en mand kom ind i butikken og truede personalet med en kniv. Her fik han udleveret cigaretter og et pengebeløb. Derefter stak han af fra butikken til fods.
Også i juli og september var selv samme butik udsat for røveri. Den 25. juli var det ligeledes en bevæbnet mand, der kom ind i butikken og truede sig til penge og cigaretter.
Næsten samme scenarie udspillede sig også den 6. september, hvor en mand truede sig penge ved at holde sin hånd under blusen og signalere, at han havde et våben.
Ifølge Østjyllands Politi er der ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem de tre røverier:
- Det er ikke sådan, at vi tænker, de er specielt ramt, men det er selvfølgelig noget, vi er opmærksomme på i forhold til sammenhæng, når det sker det samme sted, siger politiassistent Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også: Røveri mod forretning i Tilst
Røveren, som slog til mod Dagli' Brugsen i Tilst i går aftes, beskrives som en udenlandsk mand. Han var mørk i huden og var i ført en sort hættetrøje, bandana trukket op over mund og næse samt hvide bukser af mærket Karl Kani.
Han medbragte en køkkenkniv og en hvid bærepose med rødt logo. Under røveriet talte han engelsk.