Tre røverier på et døgn
To gaderøverier og et mod en tankstation anmeldt til politiet i Århus.
Kriminalpolitiet i Århus har i dag travlt med at opklare tre røverier og røveriforsøg, begået fra tidligt søndag morgen og et døgn frem.
Først forsøgte en cirka 18-årig røver på Ryhavevej i Århus Vest at true en 19-årig mand til at udlevere penge og mobiltelefon. Røveren gennemrodede også den 19-åriges lommer, men fandt ikke noget af værdi. Han beskrives som cirka 175 cm høj, almindelig af bygning og med kort sort hår. Han var i selskab med en dansk pige.
Søndag aften fik en mand bevæbnet med en metalstang udleveret 1000 kr. samt byttepenge fra tankstationen Hydro Texaco på Ormslevvej i Viby, hvorefter han løb fra stedet. Denne røver var cirka 30 år, dansker, arret i ansigtet og iført armygrøn anorak og Nike-trøje.
Det tredje røveri blev begået af fem danske drenge på knallert på Åhavevej i Viby natten til i dag. Drengene truede en 26-årig mand til at udlevere sin tegnebog. Den indeholdt 40 kr., dankort og personlige papirer.