Tre roere hædret: Fandt kvinde ude i vandet
Under en rotur i april fandt Michael Lind og to andre tilfældigt en kvinde i det kolde vand
Tilbage i april fik roer Michael Lind noget af en forskrækkelse, da han var ude at ro sammen med to andre.
I det kun seks grader varme vand ud for Risskov Roklub, lå der nemlig en kvinde.
Læs også
- Det var egentlig en voldsom oplevelse at finde en kvinde ude midt på vandet i normalt tøj, siger Michael Lind til TV2 ØSTJYLLAND.
Vender hovedet væk
Han husker bølgerne som store, og vinden som kraftig.
- Det tog noget tid, før vi kunne komme ud til hende, siger Michael Lind.
De tre roere fik med udholdenhed og samarbejde reddet kvinden fra at drukne.
- Jeg tænker egentlig ikke så meget over, hvad det er andet end, at vi skal redde hende. Vi kæmpede med, hvad vi havde for at holde os i nærheden af hende siger roer i Risskov Roklub, Benny Weibel.
Han var en af de tre roere i båden.
- Da vi kommer hen til hende, spørger jeg hende, om hun er ok, siger Benny Weibel.
Læs også
Kvinden svarer ikke og vender hovedet væk.
- Jeg spørger en gang til, men hun svarer ikke, siger Benny Weibel.
Der er noget helt galt
De tre roere ror videre.
- Så siger jeg til de andre, at der altså er noget galt her, siger Benny Weibel.
Derfor vender de om og ror tilbage til kvinden.
- De to andre roere holder balancen i båden, jeg rejser mig op og tager fat i hendes hænder, siger Michael Lind.
Han siger til kvinden, at hun skal høre efter.
- Hun slipper simpelthen. Så jeg får fat i hendes hænder og siger, at nu skal hun gøre, som jeg siger, siger Michael Lind.
Han trækker hende lidt ned i vandet, og så hiver han kvinden ombord.
- Så hende overkrop ligger inde over båden, så jeg kan få hendes ben ind også, siger Michael Lind.
Oplevelsen har gjort et stort indtryk på de tre roere.
- Jeg er rigtig glad for, at vi reagerede, som vi gjorde. At vi fangede de signaler, der fortalte, at der var noget galt. Der var en, der havde brug for hjælp, siger Benny Weibel.
Hædret for mod
De tre roere er blevet hædret for deres mod på Politigården i Aarhus. Efterfølgende er deres indsats blevet vurderet til at være ekstraordinær.
- Vi er rigtig glade for, at der er nogen, der vil hjælpe mennesker, der er kommet i nød. Som politimand er jeg rigtig glad for, at vi lever i et samfund, hvor vi er villige til at hjælpe hinanden, siger chefpolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Benny Arboe Rasmussen.