Tre piger taget for kinderæg-tyveri

Tre piger skal til en samtale hos politiet, efter at de mandag stjal et kinderæg.

Tyveriet fandt sted i denne Fakta-butik i det nordlige Aarhus. Foto: Google Street View

Et skolefrikvarter endte mandag middag galt for tre piger på 12 og 13 år, efter at de stjal et kinderæg på vej ud af Fakta på Norges Allé i Aarhus.

De tre piger forsøgte ifølge Østjyllands Politi at stjæle et kinderæg, mens de var på vej ud af butikken.

Læs også To afrikanske VM-løbere eftersøges af politiet

Desværre for pigerne blev chokoladetyveriet opdaget af en butiksdetektiv, der tilbageholdt de tre piger, indtil en patruljevogn var fremme.

Patruljen kontaktede de sociale myndigheder og forældrene, og de tre butikstyve blev hentet af skolesekretæren fra skolen, hvor de tre piger går.

De tre piger og deres forældre kan nu se frem til en samtale hos Østjyllands Politi.

Læs også Østjysk DF-profil: I mangler indhold i jeres røvkedelige liv

- De vil blive kaldt til en bekymringssamtale hos politiet. Og da de er under 15 år, vil de sociale myndigheder også være til stede, fortæller Mikkel Møldrup, der er politikommissær hos Østjyllands Politi.