Tre personer varetægtsfængslet i sag om vold og frihedsberøvelse
Tre personer er lørdag i et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet frem til den 20. april i en sag om vold og frihedsberøvelse
Tre personer er lørdag i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet frem til den 20. april sigtet for vold og frihedsberøvelse.
De tre personer har alle kæret afgørelsen, oplyser Jens Rønberg, vagtchef ved Østjyllands Politi.
Da politiet anmodede om, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, er det yderst sparsomt med oplysninger på nuværende tidspunkt.
Østjyllands Politi vil dog godt oplyse, at de tre personer er henholdsvis 24, 33 og 38 år, og at de er fra Silkeborg og Tjele.
Læs også
Politiet har endnu ikke givet nærmere oplysninger om, hvornår kriminaliteten skulle være udøvet. Hvem der er offer i sagen, står fortsat også hen i det uvisse.
Sagen handler om kvalificeret vold og frihedsberøvelse begået i henholdsvis Aarhus og Silkeborg.
Grundlovsforhøret begyndte klokken 13 lørdag eftermiddag ved Retten i Aarhus, og det varede frem til klokken cirka 16.30.