Tre påsatte brande i aftes
Politi og brandvæsen havde nok at se til i Viby
Hele tre gange måtte politi og brandvæsen rykke ud til området omkring Viby Amtsgymnasium i aftes.
Allerede efter klokken 19:00 blev politiet tilkaldt, fordi der var ild i en mandskabscontainer. Tilsyneladende var nogle aviser og reklamer blevet antændt på stedet.
En lille times tid efter, var den gal igen. En gerningsmand kastede en sten gennem en rude på amtsgymnasiet og satte ild til en PC-skærm. Der kom alvorlige røgskader på lokalet og flere loftpaneler faldt ned.
Senere på aftenen, omkring klokken 22:00, opstod endnu en brand. Denne gang i endnu en container på 20 m2 , der var helt overtændt.
To mistænkelige drenge blev set på stedet og beskrives begge i alderen 13 år og med anden etnisk oprindelse end dansk.
Politiet undersøgte brandstederne med hunde, dog uden resultat.
- Vi har sikret effekter fra de forskellige brande, som vi nu har sendt videre til nærmere undersøgelse, fortæller politikommisær Mogens Brøndum til JP Aarhus.