Tre østjyske skoler udvalgt
Skal være digitale demonstrationsskoler
Tre østjyske folkeskoler er blevet udvalgt af Undervisningsministeriet til at være en del af et demonstrationsskoleforsøg.
Forsøgene skal skabe ny viden om, hvordan it kan understøtte elevernes læring og frigøre tid til mere undervisning.
21 skoler over hele landet er udvalgt til at være med i projektet og tre af dem er altså østjyske. Det drejer sig om Hadbjerg Skole fra Favrskov Kommune, Skægkærskolen fra Silkeborg Kommune og Vorrevangskolen fra Aarhus Kommune.
I samarbejde med professionshøjskoler og forskere skal skolerne teste it-baserede læringsforløb, og erfaringerne herfra skal udbredes til resten af landets skoler.
Viceskoleleder på Hadbjerg Skole, Morten Tværmose Andersen, er meget tilfreds med udvælgelsen til projektet.
- Det falder godt i tråd med meget af det, vi laver på skolen. Der er bærbare computere eller iPads til næsten alle elever på skolen. Alle specialklasseeleverne har både en bærbar computer og en iPad. Vi har et velfungerende trådløst netværk og interaktive tavler eller projektorer i alle klasser, så de tekniske forudsætninger er gode.
- Udfordringen for folkeskolerne er at blive klogere på de didaktiske muligheder i forhold til inklusion og differentiering. Den bedste måde at lære noget nyt på er ved at prøve det af i et professionelt samarbejde med eksperter og andre skoler, og det får vi mulighed for i dette projekt, udtaler Morten Tværmose Andersen på Favrskov Kommunes hjemmeside.
Projektet starter til nytår og løber frem til sommeren 2015. Der er afsat 26 millioner kroner til demonstrationsskoleforsøgene.