Tre mio kroner til Aarhus 2017

Det østjyske erhvervsliv giver nu et kontant bidrag på tre millioner til Aarhus 2017

Når Aarhus i 2017 skal være Europæisk Kulturhovedstad, er det nu med tre millioners kroners støtte fra det østjyske erhvervsliv.

Det er Anders Byriel, der er administrerende direktør for Kvadrat A/S, Claus Hummelhoff, der har stiftet Formuepleje A/S og Peter Bohnsen, der ejer Navest A/S, der er gået sammen om bidraget.

- Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er et storslået og afgørende projekt, som for alvor kan være med til at brande både Aarhus og hele regionen i Europa, siger Anders Byrial fra Kvadrat A/S i en pressemeddelelse.

Han forventer, at kulturhovedstadsåret kan være med til at løfte regionens synlighed i Europa.

Se: Aarhus 2017 går sammen med Hull

Det er de to øvrige erhvervsfolk enige i, og de ser frem til, at der kommer fokus på innovation, kreativitet og udvikling af det lokale erhvervsliv.

Bidraget vækker selvfølgelig glæde hos den administrerende direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews.

- Det er et meget vigtigt signal for os, at så markante profiler fra det østjyske erhvervsliv aktivt engagerer sig i Aarhus 2017. Det er helt afgørende, at vi får den form for støtte fra erhvervsledere, og det er det helt rigtige tidspunkt at melde sig på banen nu, siger hun i meddelelsen.

Indtil videre har Aarhus 2017 løftet sløret for omkring en tredjedel af det samlede program for kulturhovedstadsåret.