Tre millioner gæster i Regnskoven

I juli gik gæst nummer tre million gennem indgangen til Randers Regnskov. Årets våde sommer redder besøgstallene.

Der var hverken balloner eller fine gaver til den betydningsfulde gæst, der en gang i løbet af den 17. juli betalte sin entré for at se nærmere på Randers Regnskov.

Den dag rundede attraktionen nemlig et magisk tal, da besøgstallet sneg sig over tre millioner, skriver Randers Amtsavis.

I Randers melder man om et godt år indtil videre, og det har uden tvivl en hel del at gøre med den våde sommer, der har hærget landet.

I 2006, da sommervejret viste sig fra en noget mere medgørlig side, måtte regnskoven byde 40.000 færre besøgende end normalt velkommen.

Regnskoven i Randers åbnede i juni 1996.