Tre mænd kendt skyldige: Trampede og sparkede 18-årig i hovedet

Tre 17-årige mænd blev i dag kendt skyldige for et særdeles groft overfald midt på strøget i Aarhus

Ved Retten i Aarhus blev tre mænd i dag dømt skyldige i røveri og grov vold. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Efter et voldsomt overfald midt på strøget i Aarhus er tre unge mænd i dag blevet kendt skyldige ved Retten i Aarhus. De tre mænd er alle 17 år gamle.

Overfaldet skete den 18. oktober, da en 18-årig mand sammen med en kammerat var på vej hjem omkring kl. 1 om natten. Her blev de kontaktet af to af de tiltalte, der spurgte efter cigaretter.

Læs også Smøgtrængende mand med smørkniv truede dørmand

Trampede og sparkede i hovedet

Kort efter blev den 18-årige uvarslet sparket i hovedet, og fik stjålet sine høretelefoner.

Et øjeblik efter kom den tredje tiltalte i sagen til, og derefter hev mændene i forening den 18-årige mand ned på jorden. Her sparkede og trampede de gentagne gange den unge mand i hovedet, mens han lå forsvarsløs på jorden.

Vidner ledte politiet på sporet

Den ene af de tiltalte blev anholdt senere på natten, hvor politiet også anholdt to øvrige mænd. De blev dog løsladt kort efter, og på baggrund af en efterforskning fandt politiet frem til de to øvrige gerningsmænd.

Det var særligt overvågningsvideoer og flere vidners signalementer af gerningsmændene, der ledte politiet på sporet.

Læs også Gode nyheder: Antallet af indbrud i julen dykker

Tilfredshed hos anklageren

To af de tiltalte blev fundet skyldige i røveri og grov vold, og afventer en mentalerklæring, før der falder endelig dom i sagen mod dem. Den sidste tiltalte var ikke tidligere straffet, men fik i dag en delvist betinget dom på fire måneders fængsel for grov vold.

Jeg er tilfreds med, at retten fandt det bevist, at det var de tiltalte, der begik røveri og vold overfor den 18-årige.

Jacob Gents, anklagerfuldmægtig hos Østjyllands Politi

- Jeg er tilfreds med, at retten fandt det bevist, at det var de tiltalte, der begik røveri og vold overfor den 18-årige, siger anklagerfuldmægtig hos Østjyllands Politi Jacob Gents i en pressemeddelelse.

- Det er ganske unge mænd, der umotiveret udsætter tilfældige forbipasserende for røveri og grov vold i Aarhus midtby, så jeg er tilfreds med, at retten fulgte min påstand og dømte de tre mænd i sagen. Derudover er jeg tilfreds med, at retten ved strafudmålingen lagde vægt på sagens karakter og grovhed, siger han.