Tre mænd anholdt for grov vold mod ansat ved Skat

Politiet har torsdag anholdt tre mænd i sagen, hvor en medarbejder fra Skat tidligere på året blev overfaldet udenfor sit hjem ved Silkeborg

Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag anholdt tre personer for grov vold mod en 37-årig kvindelig medarbejder ved Skat.

Kvinden blev overfaldet udenfor sit hjem ved Silkeborg tidligt om morgenen den 14. marts i år.

Læs også Kvinde ansat i Skat overfaldet ved sit hjem ved Silkeborg

Politiet oplyser, at der er tale om tre mænd på henholdsvis 28 år, 36 år og 47 år – alle bosiddende i hovedstadsområdet.

De er tiltalt for i forening at have planlagt og udøvet vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter begået mod nogen i offentlig tjeneste eller hverv. 

Ved overfaldet blev kvinden slået flere gange med knyttet næve i ansigtet og på kroppen, hvorved hun blandt andet pådrog sig flere kæbe- og ribbensbrud. 

Læs også Politi om overfald på SKAT-medarbejder: Kan være arbejdsrelateret

Politiet er af den opfattelse, at overfaldet fandt sted som følge af kvindens arbejde i SKAT.

Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Herning fredag, og her vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig