Tre kørt galt i stjålet bil

Politiet i Skanderborg har i nat pågrebet tre unge østjyder, der var kørt galt i stjålen bil.

En 19-årig mand fra Galten valgte i går at stjæle en bil, hvorefter han kørte rundt med en 15-årig, også fra Galten, og en 16-årig fra Viborg.

De tre turede rundt i området syd for Århus, og den 19-årige tankede benzin og kørte fra regningen. Lidt over midnat kørte de dog galt uden for Jeksen ved Skanderborg, og politiet fik med det samme anholdt to af dem.

Den tredje gemte sig, men en politihund fik snuset ham op.

Den 19-årige betegnes som "en særdeles god bekendt" af vagthavende ved Skanderborg Politi, og han har her til formiddag en del at tale med dommeren om.