Tre klip i kørekortet på én gang
En 20-årig bilist mister kørekortet, efter at han på få minutter formåede at overtræde færdselsloven tre gange.
En 20-årig beruset mand formåede i nat at få tre klip i sit kørekort i løbet af en enkelt tur. Dermed skal han op til en ny køreprøve, hvis han igen vil køre bil.
Manden kørte kort efter midnat om kap med en anden bil på Viby Ringvej i Århus. Dernæst kørte han på Grundtvigsvej med stor fart over for rødt lys, inden han på Byvangs Allé kørte venstre om et helleanlæg.
Den 20-årige blev derefter standset af den patruljevogn, der havde observeret hans kørsel.
Ud over at miste kørekortet kan manden også se frem til at skulle betale en stak klækkelige bøder. Det viste sig nemlig også, at han havde drukket for meget alkohol, inden han satte sig ind bag rattet.