Tre fængslet i brandsag

Politiet nærer øjensynligt håb om flere anholdelser for brandstiftelser i Gellerupparken ved Århus.

Tre drenge skal være frihedsberøvet, fordi der er begrundet mistanke om, at de står bag påsatte brande i Gellerupparken, bestemte en dommer i Århus fredag. Fængslingen udløber den 2. januar.

Politiet har totalt mørklagt efterforskningen af de over 60 tilfælde af brandstiftelser i Gellerupparken ved Århus, øjensynligt i håb om at få anholdt flere end de hidtil fire unge mellem 14 og 17 år.

Dommeren gav anklagemyndigheden medhold i at holde grundlovsforhøret for dobbelt lukkede døre, således at offentligheden hverken fik adgang til at høre sigtelser eller forklaringer fra de anholdte. Anklageren begrundede begæringen om dobbelt lukkede døre med hensynet til politiets efterforskning.

Politiet har brug for at holde kortene tæt til kroppen, fordi Gellerupparken er et område, hvor folk meget nødigt udtaler sig til politiet, sagde anklageren.

- Vi arbejder på højtryk på at opklare så mange brande som muligt. Vi er ikke interesserede i at løfte sløret for, hvad grundlag vi rejser tiltale på eller for hvilke brande, sagde anklageren.

Tre af de unge - to på 16 år og en på 17 - blev fremstillet i grundlovsforhøret. I stedet for et arresthus for voksne placeres de i lukkede institutioner. Den fjerde mistænkte er 14 og således under den kriminelle lavalder.

Torsdag fortalte politiet, at de anholdte foreløbigt var mistænkt for de to seneste påsatte brande natten til torsdag på henholdsvis Lenesvej og Gudrunsvej. /ritzau/