Tre ekstra rådmænd
Kommune vil udvide magistraten
Aarhus Kommune vil bruge 300.000 kr. på at aflønne tre nye rådmænd over de næste fire år. Det skriver Århus Stiftstidende.
Byrådet forventes i dag at vedtage udvidelsen, og dermed vil antallet af medlemmer i magistraten stige fra seks til ni personer.
De nye rådmænd får dog hverken egne afdelinger eller personaleansvar. Ifølge Århus Stiftstidende skal de tre nye rådmænd blot deltage i magistratmøderne, hvor sager behandles inden de kommer på byrådets dagsorden.
Mindre partier får indblik
Borgmester Jacob Bundsgaard siger, at meningen er at brede ansvar og informationer ud på flere hænder, og skabe en mere dynamisk og handlekraftig magistrat.
Initiativet bliver hilst velkommen af flere mindre partier i byrådet.
- Når man som mindre parti ikke har en rådmandspost, ved man ingenting. Der foregår både et formelt arbejde og en uformel snak i magistraten, som giver stor indsigt i kommunen, som vi ikke får indsigt i i dag. Derfor synes jeg, det er en god idé, at sætte menige byrådsmedlemmer ind som rådmænd, siger Jette Skive (DF) til Årshus Stiftstidende.