Tre dræbt ved trafikulykke i Århus
Beruset bilist var skyld i ulykke, hvor tre personer fra Århus-området mistede livet.
Tre mennesker blev natten til fredag dræbt, da deres bil blev påkørt af en anden personbil i krydset Vester Ringgade/Paludan-Müllers Vej i Århus.
Bilen med de tre dræbte kom kørende ud i krydset fra Paludan-Müllers Vej mod vest, da den blev ramt i siden af en estisk indregistreret bil.
Ifølge Østjyllands Politi kørte den 22-årige alkoholpåvirkede fører af den estiske bil over for rødt.
To af de fire passagerer i den estiske bil blev lettere kvæstet ved ulykken og er indlagt på hospitalet. De er dog uden for livsfare.
De tre dræbte danskere er fra Århus-området og blev henholdsvis 25, 38 og 41 år.
De pårørende er underrettet, oplyser politiet.
Den 22-årige ester bliver senere i dag fremstillet i retten, sigtet for uagtsomt manddrab.