Tre brødre møder dronningen for første gang: - Det er lidt mærkeligt
Dronning Margrethe fejrede tirsdag sin fødselsdag i Aarhus. Her var tre brødre mødt op for at se Dronningen for allerførste gang.
Brødrene Frederik, Alexander og Valdemar Nørgaard Pedersen fra Aarhus var blandt de hundredvis af østjyder, der tirsdag middag var mødt op i Slotshaven ved Marselisborg Slot for at fejre Dronningens 79-års fødselsdag.
De tre brødre var sammen med deres farmor taget på en hyggetur til Marselisborg Slot for at se den kongelige familie.
Læs også
- Det bliver sjovt. Vi har også taget flag med, siger syvårige Valdemar Nørgaard Pedersen.
Selvom de tre brødre har kongelige navne, så var det første gang, de skulle møde Danmarks dronning.
- Det bliver lidt mærkeligt at se hende i virkeligheden, for jeg har kun set hende i fjernsynet, når hun holder nytårstale, siger 12-årige Frederik Nørgaard Pedersen.
Dronningen havde selskab af kronprinseparret og deres fire børn, som alle trådte ud på verandaen på Marselisborg Slot for at hilse på de mange fremmødte.
De mange hundrede, fremmødte mennesker gav kamp om de gode pladser oppe foran. Derfor gik jagten ind for de tre brødre om at få de bedste pladser, så de kunne få det bedste glimt af Dronningen.
Men det var svært at få et glimt af den kongelige familie, når der var fyldt med voksne mennesker, der er højere end en selv.
Så storebror Frederik måtte løfte lillebror Valdemar op, så han også kunne få et glimt af Dronningen og resten af den kongelige familie.
- Vi kunne ikke se hende så godt oppe foran, fordi der var så mange høje mennesker, siger Frederik Nørgaard Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det lykkes til sidst for alle tre brødre at se Dronningen.
Efter at have sunget fødselsdagssang og udråbt et trefoldigt længe leve for Dronningen, gik turen hjem og videre til dét, der måske i virkeligheden var dagens højdepunkt for brødrene.
- Nu skal vi hjem og have noget McDonald's mad eller et eller andet, siger Frederik Nørgaard Pedersen med et smil på læben.