Tre brande på en time

Tirsdag aften måtte politi og brandvæsen tre gange på under en time rykke ud til brande i Gellerupparken og Hasle.

Den første brand blev opdaget kort efter klokken 18. På Dortesvej i Gellerupparken var der ild i en container. Da politiet og brandvæsnet ankom, var en del unge mennesker forsamlet på stedet. Flere af dem blev afhørt af politiet.

På Lottesvej, også i Gellerupparken, var der under et kvarter senere også ild i en container. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden.

Klokken 18.55 måtte brandvæsnet og politiet så tage turen til Jernaldervej i Hasle, hvor der var ild i en knallert, der stod i et læskur. Et vidne så en "kraftig dreng iført en hvid trøje" løbe fra stedet i retning mod Toveshøj.

Vidnet kunne ikke beskrive drengen nærmere, da det var mørkt.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 87 31 14 48.