Tre år mere til Lucena
AGF forlænger samarbejdet med midtbanespilleren Jerry Lucena, der har skrevet under på en kontrakt indtil 2013.
Jerry Lucenas 88 kampe for AGF ser ud til at blive til mange flere. Torsdag offentgjorde klubben, at midtbanespilleren har underskrevet en ny kontrakt, der løber til sommeren 2013.
- Kontinuitet er ekstremt vigtig på et fodboldhold, og derfor glæder det mig, at vi også i de kommende år har Jerry i vores trup. Han har spillet en vigtig rolle i genrejsningen af vores hold, og han vil fortsat være en vigtig brik i de planer, vi har. I medierne og hos fansene får han måske ikke altid helt den kredit, han fortjener, men han nyder stor respekt internt i truppen - både hos holdkammeraterne og trænerne, og i min verden er han en af SAS Ligaens bedste på sin position, siger AGFs sportschef Brian Steen Nielsen.
- Det har hele tiden været min førsteprioritet at fortsætte i AGF, og at det nu er faldet på plads, er kun dejligt. Jeg skiftede til AGF for at komme til at spille i en klub med masser af bevågenhed og mange tilskuere, og det er gået, som jeg havde håbet på, siger Jerry Lucena, der kom til Århus fra Esbjerg i 2007.