Tre anholdt i stor hælerisag

Politiet ransagede ni adresser. 30 betjente i aktion

Tyvekosterne er nu på vej til politigården i Aarhus, hvor de skal registreres. Politiet håber, at en del af tyvekosterne vender tilbage til deres retmæssige ejere.

Ikke færre end 30 betjente rykkede ud, da politiet torsdag gennemførte en stor aktion mod handel med hælervarer.

Det meste af aktionen foregik i Østjylland, hvor politiet ransagede otte adresser i Aarhus-området. Derudover blev også en enkelt adresse i Hjørring ransaget.

Det lykkedes politiet at anholde tre mænd, som alle er sigtet for groft hæleri. De tre mænd er mistænkt for at stå bag flere end 200 forhold, oplyser Østjyllands Politi.

To af de anholdte mænd er fra Aarhus, mens den sidste er fra Hjørring. På adresserne fandt på politiet hælervarer i form af blandt andet lamper, smykker, ure, tøj, cykler, kameraer, tv og forskelligt IT-udstyr.

Tyvekosterne menes at stamme fra indbrud og tyverier begået primært i Østjylland. Nogle af hælervarerne er derefter transporteret ud af landet, mens andre er solgt via nettet. De tre mænd menes at have omsat tyvekoster for mere end 1 mio. kr.

- Det er en usædvanlig grov sag med mange forhold af hæleri. Man skal huske på at hæleri straffes på lige fod med indbrud, så det er grove forhold, de tre mænd er sigtet for, siger leder af lokal efterforskning i Aarhus politikommissær Aksel Mølsted i en pressemeddelelse.

De tre mænd på henholdsvis 30, 31 og 35 år bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag. Politiet forventer flere anholdelser i sagen.