Tre anholdt efter flere indbrud: Nu efterlyses ejere af designmøbler
I december fandt politiet frem til en del formodede tyvekoster fra en række indbrud i Jylland. Nu søger politiet ejerne af forskellige designmøbler.
'Kan du genkende nogle af møblerne på billederne, så hører vi meget gerne fra dig.'
Sådan lyder en opfordring på Østjyllands Politis Facebook-side tilknyttet seks billeder af forskellige designmøbler og to lamper.
De formodede tyvekoster blev fundet i december efter en længere efterforskning af en række indbrud i Jylland. I den forbindelse blev tre unge mænd anholdt og sigtet.
- Efterforskerne forsøger nu at kortlægge indbrudstyvenes færden. Derfor vil de gerne vide, hvor kosterne på billederne stammer fra, lyder det fra politiet.
Kontakt politiet uanset hvad
Så hvis du har haft indbrud sidste år og mener, at du kan være ejeren til en eller flere af tingene på billederne, så skal du kontakte politiet på tlf. 114.
Og det selvom du har fået penge af forsikringen og ikke vil have dine ting igen.
Læs også
- Da tyvene har været på spil flere steder i Jylland, vil vi meget gerne have spredt efterlysningen ud så bredt som muligt, oplyser politiet.
Det er i øvrigt Særlig Efterforskning Vest, der står for efterforskningen. Det er en særlig enhed, der arbejder med at opklare organiseret kriminalitet på tværs af Jylland og Fyn.
Herunder kan du ved hvert billede læse mere om de forskellige møbler og lamper: