Tre anholdt for afpresning og frihedsberøvelse
Østjyllands Politi har anholdt tre mænd for tilsyneladende at holde en mand indespærret i otte dage, mens de afpressede ham.
Den 30. juli henvendte en 35-årig mand fra Århus sig til Østjyllands Politi og fortalte, at tre mænd havde truet, afpresset og holdt ham indespærret.
De tre mænd blev torsdag anholdt i en koordineret politiaktion. Der er tale om to mænd på 21 og 23 år fra Århus og en 28-årig mand fra Skive.
De er anholdt for at have truet og afpresset den 35-årige i perioden 23. juli til 30. juli. En del af sigtelsen drejer sig også om frihedsberøvelse i samme periode.
Politiet er dog sparsomme med oplysninger i sagen og ønsker ikke at fortælle om de tre mænd har holdt den 35-årige indespærret i alle otte dage. Om de anholdte og den 35-årige kender hinanden vil politiet heller ikke oplyse.
Mændene fremstilles fredag i grundlovsforhør.