Tre af fire stemte til regionsråd
Deltagelsen i valget til regionsrådet lå på højde med stemmetallene ved tidligere valg til amtsrådene.
Vælgerne gjorde bekymringen om en særlig lav deltagelse i regionsvalget til skamme. Knap tre af fire, eller mere præcist 72,2 procent, af vælgerne i Region Midtjylland stemte ved gårsdagens valg, oplyser regionens sekretariat.
- Af gode grunde kan vi ikke sammenligne tallet med et tidligere regionsvalg. Men ser vi tilbage til valget i 1997, stemte i gennemsnit 71,7 procent af borgerne i Ringkjøbing, Viborg, Århus og Vejle til amtsrådsvalget. Så regionerne har fået et flot mandat fra borgerne og dermed en rigtig god start, siger Bent Hansen (S), amtsborgmester i Viborg Amt og formand for valgbestyrelsen i Region Midtjylland.
Han peger også på, at stemmeprocenten ved gårsdagens regionsvalg ligger på højde med stemmeprocenten i kommunerne. Stemmeprocenterne for kommunerne i Region Midtjylland svinger omkring de 70 procent.
Sammenligningen med valget i 1997 skyldes, at der ved det seneste kommunalvalg i 2001 samtidig blev afholdt valg til Folketinget. Dermed blev valgdeltagelsen ekstraordinært høj.