Travlt på skadestuen
Brud og forstuvninger på grund af glat føre
De glatte veje og fortove har søndag formiddag givet ekstra travlhed på skadestuerne i Østjylland.
I Aarhus har cirka 10 personer henvendt sig på skadestuen på Nørrebrogade, efter at de er faldet eller væltet på cykel.
Ifølge teamleder ved skadestuen Malene Østerby har natten og morgenen været forholdsvis rolige. Op ad formiddagen begyndte skadestuens sygeplejersker og læger imidlertid at få mere travlt.
- Jeg vil skyde på, at der har været cirka 10 personer, der er kommet på grund af falduheld. Nogle har slået armene, benene eller hovedet, mens andre kommer med brud eller forstuvninger. Der er lidt af hvert, siger Malene Østerby til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Malene Østerby er antallet af falduheld begyndt at stilne lidt af.
Se: Politiet: Vejene er lumske
- Det er som om, det værste er overstået, forklarer hun søndag eftermiddag.
Også på skadestuen i Randers har det glatte føre givet ekstra travlhed. I løbet af weekenden har der været mellem 10 og 30 flere faldulykker end normalt.
Tidligere søndag advarede Østjyllands Politi alle trafikanter mod pletvis glatte veje.
- Det er mit indtryk, at bilisterne er klar over, at der er glat og generelt kører efter forholdene. Men vejene er lumske, for nogle steder ser det ud som om, at kørebanen kun er våd og derfor ser fin ud. Pludselig svinger temperaturen på kørebanen, så det bliver meget glat, siger vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi.