Travlhed på universitet: 1000 unge ringer til studievejleder
Fredag har været en meget hektisk dag for både mange kommende studerende og for dem, der skal give gode råd og vejledning
"Aarhus Universitet, det er Sarah. Kan det ikke være noget med adgangskravene?"
Sådan har det lydt et utal af gange hos studievejledningen på Aarhus Universitet i dag. Fra midnat kunne alle håbefulde kommende studerende nemlig gå ind at se, om de var optaget på drømmestudiet. Dem, der så ikke var det, ringede fortvivlet ind til universitet.
- Der er ikke noget, der står til at ændre, så det vi kan gøre er at lytte og lægge øre til dem, som ikke har fået opfyldt deres ønske, siger leder af Studievejledningen på Aarhus Universitet, Anne Teglborg, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ifølge hende ringer over 1000 ind til dem netop i dag, og selvom der ikke er meget at gøre i forhold til de konkrete afslag, så kan de ulykkelige i røret stadig vejledes og hjælpes.
- Der er 28 uddannelser på Aarhus Universitet, som stadig har ledige pladser, og så er der også en lang række ledige pladser på andre uddannelser, forklarer Anne Teglborg.
En af dem, der heldigvis ikke var så uheldig, at hun skulle igennem til studievejledningen, var Simone Bak. Hun havde søgt ind på ergoterapeutuddannelsen i Aarhus og sad klistret til computerskærmen ved midnat for at se, om hun var optaget.
Det var hun – og selvom det ikke var til september som ønsket, men først til februar næste år – så var der stor glæde at spore hos hende.
- Jeg er bare glad og lettet. Nu kan jeg slappe af igen, lød det fra Simone Bak.
Du kan se hele indslaget fra Simone Baks lejlighed og studievejledningen på Aarhus Universitet øverst på siden.