Travlhed på paskontoret

Paskontoret i Århus har i disse dage meget travlt med at servicere østjyder på vej på ferie.

Mange opdager det sent: Charterflyet letter om lidt - og passet har passeret udløbsdatoen.

Så er det ind til paspolitiet, der i disse dage har meget travlt med at udstede de rødbedefarvede rejsedokumenter.

Ifølge Rigspolitiets dataafdeling går det rigtigt stærkt på paskontorerne i denne uge, hvor ferien står for døren.

I Århus er ventetiden på at nå frem til skranken således op til halvanden time.

Travlheden for paskontorerne ventes at vare et par uger endnu. Det tager 10-14 dage at lave et nyt pas. /ritzau/