Travlhed hos borgerservice

Forældre skal have udstedt pas til deres børn

Det giver travlhed på borgerservice i Silkeborg, at børn nu skal have eget pas og ikke blot være indskrevet i forældrenes. Det skriver P4 Østjylland.

Medarbejderne må løbe ekstra stærkt, fordi flere forældre i sidste øjeblik har brug for at få udstedt pas til deres børn.

- Situationen er, at til trods for at sommerferien er startet, har vi stadig rigtig travlt. Så der er op til en halv times ventetid på udstedelsen, og derudover skal folk jo vente på at passet bliver tilsendt. Men børn skal have sit eget pas, så der er ikke andet at gøre end at stille sig op i køen og huske, at der er en ekspeditionstid på 14 dage, fortæller teamleder Lone Nielsen til P4 Østjylland.