Travl vej får fire spor
Bilisterne slipper for at holde i kø på Viborgvej i Århus, når udvidelse til fire spor bliver færdig.
Århus Amt er netop gået i gang med at udvide den stærkt befærdede Viborgvej fra Sommervej til Ringvejen.
Formålet med ombygningen er at forhindre, at bilisterne skal holde i kø på den befærdede vej.
I dag sander vejen ofte til i biler i myldretiden. Derfor udvides vejen nu med to ligeud-spor i begge retninger, så vejen bliver firesporet. Der kommer således dobbelt så mange spor i forhold til i dag.
Dertil kommer, at der anlægges en busbane ind mod Århus, så bussen kan komme hurtigt frem og ikke skal holde i en eventuel kø.
- Viborgvej er en befærdet indfaldsvej, og ombygningen vil være til stor gavn for både de mange bilister, der dagligt kører på vejen, og buspassagererne, siger formanden for Udvalget for Miljø og Trafik i Århus Amt, Erik Poulsen (V).