Grønt lys: Aarhus Letbane må endelig køre med passagerer
De sidste godkendelser er på plads, og Aarhus Letbane må nu køre med passagerer, hvis der opfyldes en række sikkerhedsvilkår
Nu skulle den - endelig - være god nok.
Aarhus Letbane har fået grønt lys af Trafikstyrelsen til at køre med passagerer, hvis letbanen opfylder en række sikkerhedsvilkår. Ifølge styrelsen er der nemlig fortsat en række vilkår, som letbanen i de kommende måneder skal leve op til.
Læs også
I en mail til TV2 ØSTJYLLAND oplyser Trafikstyrelsen, at man onsdag aften har fremsendt et udkast til godkendelse af Aarhus Letbanes tekniske sikkerhedsregler til høring hos Aarhus Letbane.
Letbanen åbner torsdag
Onsdag aften ved 22-tiden kunne Aarhus Letbane så oplyse, at man har accepteret kravene, og at letbanen vil begynde at køre med passagerer fra torsdag klokken 11.00. Læs mere om det her
Glad borgmester: Vigtigt for Aarhus
Det har været et uskønt forløb, men det er glædeligt, at Aarhus Letbane nu langt om længe har fået grønt lys af Trafikstyrelsen til at køre med passagerer, mener Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus Kommune.
- Det har været en lidt hård rejse, men i dag vælger jeg at glæde mig over, at det ser ud som om, at letbanen er klar til at køre med passagerer. Og det er vigtigt for Aarhus, sagde han til Ritzau efter Trafikstyrelsens godkendelse, men inden letbanens udmelding om, at man åbner torsdag - hvor det i øvrigt er gratis for alle at komme med på en tur.
Aarhus Letbane skulle have åbnet tilbage i foråret. Den gang blev det udskudt til den 23. september, hvor man i 11. time måtte aflyse den stort anlagte åbningsfest aftenen inden, at hele byen var inviteret til fest med taler, musik og 5.000 stykker kransekage på havnefronten i Aarhus. Men sikkerhedsgodkendelserne var ikke på plads.
Mindre åbningsfest
Den aflyste åbningsfest tilbage i september kostede 570.000 kroner, og siden har Aarhus Kommune meldt ud, at man ikke har i sinde at bruge så mange penge til den næste åbningsfest. Her sagde man tilbage i oktober, at man ville afsætte i omegnen af 50.000 kroner til indvielsen af letbanen.
Lørdag havde en gruppe aarhusianerne på eget initiativ arrangeret en stor folkefest for letbanen, hvor budskabet var: Du kan klage eller bage.
I den forbindelse fortalte Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune, at han vil have transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at undersøge det lange forløb, som Aarhus Letbane har været igennem for at få godkendt sikkerheden.
- Min tillid til Trafikstyrelsen i øjeblikket kan ligge på et meget lille sted, og derfor er vi også nødt til at få undersøgt hele det forløb, der har været omkring det her. Vi har brugt millioner af skattekroner på at få lavet de her sikkerhedsgodkendelser. Det er et langt forløb som nu igen ser ud til at springe den frist, man har lavet. Det er uacceptabelt, og det er vi nødt til at få undersøgt, sagde Jacob Bundsgaard lørdag.
Artiklen er opdateret onsdag aften klokken 22.30.
Aarhus Letbane er Danmarks første af sin slags. Læs mere om den her:
- Hele letbanen har et budget på 3,5 milliarder kroner og finansieres af både stat, kommune og region. Den er gået 700 millioner over budget.
- Op mod 90 førere skal betjene de i alt 26 letbanetog.
- Togene har kraftige airconditionanlæg, der skal sikre et behageligt indeklima på varme dage.
- Hvert tog har plads til mellem 216 og 256 passagerer alt efter togtype.
- Togene er produceret i Schweiz og Tyskland for 773 millioner kroner.
- Der er to forskellige togtyper, Variobahn og Tango, der har en topfart på henholdsvis 80 og 100 kilometer i timen.
- Første strækning af letbanen, der skulle have været indviet lørdag 23. september, går fra banegården i Aarhus til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
- Første strækning har 12 stop.
- Letbanen består af i alt 49 stationer, hvoraf 19 perroner er nybygget.
- Letbanen får strøm fra vedvarende energikilder som vindkraft og er derfor CO2-neutral.