Trafikken skal løsnes op på Ringgaden

Nu skal endnu et projekt skabe bedre forhold for trafikanterne på den sydlige del af Søndre Ringgade

Foto: Google Maps

Ringgaden er stærkt belastet af trængsel. Derfor har byrådet i Aarhus bevilget penge til en række initiativer, der skal forbedre fremkommeligheden.

Det første projekt er omdannelsen af Johannes Baunes Plads, som allerede er i fuld gang. Mandag d. 23. november skal endnu et forslag om bedre forhold for trafikken til behandling, og her er fokus på den sydlige del af Søndre Ringgade.

- Byrådet har afsat penge til forbedring af Ringgaden, som jo er en helt afgørende forbindelse for trafikken i midtbyen. Projektet vil være til gavn for mange, som hver dag færdes i området. Det vil i høj grad også være til gavn for beboerne på Langenæs, som kan se frem til færre biler gennem deres kvarter, siger rådmand for Teknik & Miljø, Kristian Würtz, i en pressemeddelelse.

Projektet lægger helt konkret op til, at krydset ved Harald Jensens Plads udbygges, så der bliver væsentligt bedre kapacitet. Her laves flere nye svingbaner, og styringen af trafiklyset udskiftes, så det passer bedre med de nuværende trafikmængder.

Hurtigere afvikling af trafikken på Harald Jensens Plads

Muligheden for at svinge til højre ad Haderslevgade fjernes. Det forventes at betyde mindre gennemkørende trafik af biler og en fredeliggørelse af Langenæs-området.

Der etableres to fulde ligeudspor og særlige spor til højre- og venstresvingende, som vil give en bedring afvikling af trafikken i begge retninger. Det vil løsne op for den flaskehals, der skabes i krydset mellem Søndre Ringgade og Jyllands Allé.

Udbygningen af Søndre Ringgade og de nye svingbaner vil betyde, at muligheden for at svinge til højre ind ad nogle mindre veje vil forsvinde. Det gælder Hans Schourups Gade via Jyllands Allé, Ingerslevs Boulevards via Aalborggade og De Mezas Vej, Trepkasgade via Læssøegade og Haderslevgade via Augustenborggade.

Der vil stadig være plads til cykelsti i begge retninger og beplantning på strækningen. De gamle poppeltræer, der stod på Søndre Ringgade, er fældet på grund af sygdom, og der vil blive plantet nye træer både langs Ringgaden og i midterrabatten.